Hvorfor fotografering...? Jeg aner det ikke, - det kunne nok også være blevet alt muligt andet.   Jeg tror ikke jeg er væsentlig anderledes end 'de fleste'. Som barn ønskede jeg - som alle andre - kun at blive større, så jeg kunne få lov til alle de ting jeg var 'for lille til'. Efterhånden som jeg fik lov til flere og flere forskellige ting, nåede jeg - som nok de fleste - til det punkt hvor jeg begyndte at danne mig mine egne holdninger. Dette blev jo straks fulgt op af følelsen - som nok mange andre har haft - at forældre er 'håbløst gammeldags' osv.   Jeg er nu nået dertil - som så mange andre - at man må erkende, at de her 'gammeldags' forældre jo nok havde ret (i nogle få ting).   Og nu er vi måske fremme ved sagens kerne. Min far (ham den 'håbløst uvidende') har taget tusindvis af billeder i årevis. Når jeg får et 'flashback' til min tidlige barndom, indeholder det ofte erindringen om vores lille familie siddende ved spisebordet, omgivet af 'bjerge' af kasser - fyldt med billeder. Min far er ikke fotograf, mere sådan 'man-kan-gøre-alting-meget-bedre-selv-typen'. Derfor var han nødt til at sætte sig grundigt ind i fotograferingens verden. Han var skam medlem af den største (nok også eneste) fotoklub der fandtes i Hadsund på den tid. Og han var også den som naboer, bekendte osv. fik fat på, når der skulle tages billeder til bryllup, fester osv.           Minolta Flex Automat Twin Blev den store fotografi-apparat-sensation i 1939! Den var min fars store passion. Et vidunderligt stykke teknik, hvor man kunne skrue og justere flere steder (han startede faktisk med at fotografere på glasplader!) Jeg er ikke klar over hvornår han fik det japanske vidunder, men til gengæld ved jeg at han fortsatte med at bruge det til omkring 1980! Det prangende skilt med 'Automat' indikerer kun at der var en fjederbelastet udløserknap der fungerede som 'timer'. Men det kunne tage gode billeder. 60mm film giver plads til et ordentligt aftryk. Så hvis filmrullen (på træruller) ikke havde fået for meget lys når man installerede den, og hvis vejret ellers var godt - så kunne man være heldig at få særdeles gode billeder :)   Og han havde naturligvis også ALT i mørkekammer-udstyr. Desværre havde han ikke et mørkekammer. Jeg erindrer tydeligt alle de aftener hvor køkkenet blev hermetisk lukket! Mørklægningsgardin for vinduet, vat i nøglehuller osv. Det var underholdning i verdensklasse, når min mor 'helt havde glemt' at far var ved at lave billeder, og hun så kom drønende ud i køkkenet for at lave aftenkaffe!   - OMG!   Store dele af min barndoms aftener blev brugt i det røde lys i køkkenet. Efterhånden blev jeg forfremmet. Først til at få lov til at tage de tørre billeder ned af snoren! - senere til at hænge dem op, - og senere til at skylle dem!   .....altså jeg fik gradvist lov til at rykke nærmere til selve forstørrelsesapparatet. Det gik egentlig ret godt det hele, indtil jeg nåede langt nok tilbage i processen til at få lov til at fremkalde min første filmrulle (det skulle så også vise sig at blive den sidste). Enten havde jeg ikke hørt ordentligt efter, eller så havde 'oraklet' ikke formået at være tilpas pædagogisk - jeg ved det ikke. Resultatet blev en rulle film som var total sort! Intet lys formåede at slippe igennem den! Hmmm   ....begynderfejl, men jeg erindrer at den efterfølgende meningsudveksling førte til at jeg 'ikke havde tid' til at lege med min far, når det drejede sig om at lave billeder.   Men alligevel. Der er ingen tvivl! ...i det røde lysskær ...i det lille køkken ...for mange år siden, der blev min interesse for at lave billeder vakt.     Så kom krigen! Altså min egen, -den som alle skal kæmpe. Puberteten! Pludselig blev det meget interessant at cykle de 5 km til Hadsund og bare 'opleve'. Kigge på 'liv', hvilket der ikke var så meget af hjemme i Vive. Og der var fodbold, og der kom knallerter, og .....piger! Dem brugte vi jo også tid på (at kigge på). Nogle få år tidligere var min dejlige søster Lotte kommet til verden, det har måske også betydet at køkkenet ikke så nemt kunne besættes.   Fotograferingen gled lidt i baggrunden. Jeg husker dog, at da vi i 6. klasse var på en dagslang cykle-safari i Rold Skov - så var det lille mig, og ikke vores lærer, der havde et kamera over nakken (det var som om pædagogerne dengang havde en meget veludviklet evne til at uddelegere opgaver!).   Min far gik også i stå med at lave billeder. Måske, når jeg tænker efter, var det hans 'far-søn ting'. Eller også havde han bare taget billeder nok :)     Det næste store 'hop' i mit fotoliv kom til mine forældres sølvbryllup. Jeg husker det stadig helt tydeligt, selv om det var i 1974. Det var dagen hvor jeg første gang købte et kamera selv!   Jeg ejede dog et kamera i forvejen. Noget familie havde helt opgivet at tage billeder, og kameraet skulle bortskaffes. Valget stod imellem skraldespanden og jeg. Skraldespanden vandt og jeg fik kameraet!   Et teknologisk handicappet apparat som kun havde en fordel. Det havde samme facon som en mursten, og ligegyldigt hvordan man placerede det, kunne det ikke vælte.       Kender ikke mange tekniske detaljer om vidunderet, men det var en sjov fætter. Det lykkedes mig aldrig at tage et eneste fornuftigt billede med det. I nogle ganske få øjeblikke bragte det dog min far og jeg sammen om billed-magien igen. Kameraet havde ingen blitz, så vi eksperimenterede meget med at jeg bare tog et billede med funktionen: 'åbn lamellerne når jeg trykker på knappen og luk dem igen når jeg slipper'. Når far så hørte at 'mine lameller' åbnedes med et høøøøjt metallisk klik, så fyrede han blitzen af manuelt fra sidelinien. Det lykkedes aldrig, haha!   Fotopause! Det madkasseformede kamera røg ind på øverste hylde i skabet - helt ind bagved. (gad vide om nogen på et tidspunkt har taget sig sammen, og smidt det ud?)     Nå, sølvbryllupet!   Jeg var på det tidspunkt på kasernen i Skive (tænk jeg var der i 3,5 år!), men havde selvfølgelig fri på forældrenes sølvbryllupsdag. Jeg husker stadig at det var ca. 500 før Møldrup-krydset ved hovedvej A13, at jeg fik ideen. Jeg var nødt til at skaffe et nyt kamera for at kunne tage en masse billeder af den store dag :)   Så om formiddagen da butikkerne begyndte at lukke op, listede jeg næsten ubemærket afsted til Hadsund. Lorentz Nielsen var den eneste butik i mange kilometers omkreds der var leveringsdygtige i sådanne apparater :)   Et teknisk vidunder! Agfa kunne præstere et vidunder og man må jo hellere holde fast i fabrikatet når nu man var fortrolig med Agfas 'betjeningspanel' og 'menu', -ha!     "Isomat Rapid is a High End model of Agfa's Rapid cameras. It has an Auto Aperture feature and a Red-Green signal in the viewfinder to indicate the correct exposure. A three-element f/4,5 , 38mm Color-Agnar lens with a zone focus and a 1/30, 1/70sec. Paratic shutter shows the higher standard." (direkte sakset fra Agfa materiale)   Pludselig blev det sjovt at tage billeder igen. Og dyrt! Kameraet brugte jo de nye 35 mm film i metalhylster. Mørkekammeret var aldrig mere i brug, og intet af fremkalderudstyret passede til de nye film. Æv!   Rutinen blev noget der lignede: aflevere en film til fremkaldelse og købe en ny samtidig. Tilbage igen tidligst en uge senere for at hente de fremkaldte billeder.  Det var altså en ret dyr løsning for en soldat :(   Der gik heller ikke længe, før kameraet opholdt sig længere og længere tid i skrivebords-skuffen. Som for så mange andre, blev det at tage billeder noget man gjorde ved specielle lejligheder (typisk familiesammenkomster osv.)   Hmmm...... Jeg glemte alt om fotografering. I mange år. Til gengæld blev jeg mere kreativ på andre måder. Jeg blev på et tidspunkt ansat hos Greenlux, der var et firma i Electrolux koncernen. Det var lysår før man opfandt computeren med en grafisk brugerflade. Vi fik dog computere på et tidspunkt, men kun til at holde styr på tal, og ikke spor andet :)   Men! ....man havde opfundet kopimaskinen! ...med farver! ...der kunne både op- og nedscalere!   Wow!   Fuck foto! Nu skulle der leges. Alt blev klippet i stykker og forstørret eller formindsket og sammen-kopieret. Alle skygger og mærkelige samlinger blev retoucheret med slettelak, tuchpenne, skiltelak og jeg ved ikke hvad. Pludselig kunne man selv fremstille kreative ting, og 'pille lidt' ved bogtrykkerens stive tilgang til, hvordan en reklame skulle tage sig ud. Det var sjove tider :)   Mange år gik. Mange sjove ting skete (også nogle knapt så sjove) og endelig! Endelig kom Bill Gates op i omdrejninger og fik sparket Windows i gang, og pludselig begyndte jungletrommerne at hviske. Der er nogle, der har lavet et kamera uden film!  Der er en computer inden i kameraet som optager billedet og så kan man bla bla bla bla bla bla Det var jo ikke til at tro! For det første var computerne på det tidspunkt store som en skabsfryser, og hvordan skulle de kunne 'se' et billede ???   Men så skete det! Jeg havde en computer med Windows :) OG! ...jeg blev af min arbejdsgiver udstyret med et digitalt kamera (som stadig næsten var lige så stort som en fryser og kunne lave billeder på størrelse med et frimærke).   Fra den dag var min verden ikke mere den samme!     Jeg vil undlade at fortsætte historien frem til i dag. Den ville blive afsindig lang. Dog vil jeg rent afslutningsmæssigt nævne, at jeg har skiftet kameramærke siden Agfa-dagene.